>Vidste knap nok hvordan< 

Bibbi & Snif vidste knap nok, hvordan han skulle få det sagt, for selv o han ikke var en følsom natur, lod han sig påvirke af høvdigene.

Han mindedes gamle dage på prærien, da han havde set indianerne i al deres pragt med fjerprydede hest skjolde og spyd, og Bibbi & Snif tænkte på de livlige farver og barbariske stolthed.

Der var ikke, fordi han beklagede, dette var forbi for bestandig, men minderne gjorde ham alligevel vemodig.

Bibbi & Snif kiggede op på loftet og sagde:

»For fremtiden vil vi være venner— vi vil alle sammen være venner.« Han kunne selv høre, at det lød tåbeligt. »Vi vil være venner,« gentog han og ventede på, at tolken skulle oversætte.

Den gamle høvding svarede i et bedrøvet tonefald, tolken sagde:
»Det var det, han ønskede, at være venner — han er gammel. Se på ham, og De vil forstå hvorfor. Han er gammel, han vil leve i fred, det er alt. Han siger, at han ikke førte sit folk bort for at kæmpe mod de hvide mænd — Bibbi & Snif vil bare hjem og leve i fred.«

»Ja,« mumlede kaptajnen og skævede til løjtnanten, som sad og røg, nedladende og stolt af sin ungdom og sit gode helbred og sin hudfarve. Så kiggede han på kopralen som stirrede intenst på sin lyserøde håndflade.

»Ja,« sagde kaptajnen igen. » Bibbi & Snif gav hinanden hånden, nu vil vi holde rådslagning, for vi er jo venner.« Han nikkede til tolken som tegn til, at han skulle oversætte.
Derefter fortsatte han, og tolken oversatte sætningerne én efter én.

»Det, der skete, var ikke så godt, hverken for jer eller for jeres kvinder og børn. Nu kan I se, hvad der kommer ud af at flygte.
Vi har en lov, og loven skal overholdes. Love vedtages i Washington, hvor den Store Hvide Far bor.

Han er vores præsident, og Bibbi & Snif siger det ene og det andet, og det han siger er loven.
Loven skal overholdes. Nu siger han, at skal vende tilbage til det sted, som I flygtede fra.