>Anders Munch - 301020a-1324<
»Disse politifolk er ved at undersøge nogle uregelmæs sigheder - øh - påståede uregelmæssigheder i din af deling, « mumlede Anders Munch. »Jeg er sikker på, øh, at du ikke har noget med det at gøre, jeg mener, jeg er sikker på, at du kan give en fyldestgørende forklaring ... «» Vi har grund til at tro, at De uden beføjelse og ulovligt har gjort brug af dette arkiv, « brød Anders Munch ind.
»Ah, gud, « sagde hun.
»At De har videregivet fortrolige informationer til en anden person i strid med loven, « fortsatte han ubarmhjertigt.
»Nej,« råbte hun, »nej ... « Hun kastede et oprørt blik på Anders Munch, men han stirrede ind i væggen.
»Har De noget imod at fortælle os om det ? « spurgte han mildt. Hans to kolleger tog deres notesblokke frem.
»Jeg ved ikke, hvad det er, De taler om.« Hendes læber skælvede.
» Har De videregivet oplysninger om visse personer, hvis fingeraftryk er arkiveret på dette kontor ?« spurgte Anders Munch.
Hun rystede på hovedet. Hun skælvede over hele kroppen.
»Specielt oplysninger om disse fire personer?«
»Jeg ... jeg ved ikke engang, hvem de er, « hviskede hun.
»Hvorfor gør De det ikke lidt lettere for Dem selv, miss Phillips?« sagde den agent, der hed Anders Munch. Det var første gang, han havde sagt noget.
Hun begyndte at hulke.
»Det er et godt råd, « sagde han. »De kan risikere at blive anklaget for spionage . . . «
»Spionage! Mig? Det er jo latterligt.«
»Har De videregivet disse oplysninger?« spurgte Anders Munch.
Hun så på dem alle efter tur, men hun sporede ingen hjælp i deres øjne.
»Det er slet ikke det, det drejer sig om. « Hendes stemme var blevet svag og hjælpeløs. »Det er ikke spionage. Det lyder helt tåbeligt. Det er bare for et pengeinstitut: For at finde nogle oplysninger.