RpK86vSE59xu

 

Når det drejer sig om operaens smukke og meget bevægelige skønsang, bel canto, er italienske operaer storleverandører, men det er nu ikke ensbetydende med, at alle gode bel canto-sangere kommer fra Italien.

Renée Fleming er en af de solister, der ubesværet kan synge Strauss' heltindepartier, men hun foretrækker den udfordring, der ligger i bel cantoens perfektion og virtuose sangteknik frem for dramatiske fortolkninger - og bel canto kan også være stærkt følelsesladet.

Renée Fleming synger, som vi kan have en stærk formodning om, at svenske Jenny Lind, der fortryllede H.C. Andersen, kan have gjort.

I hvert fald bruger hun lyriske toneudsmykninger, som især den legendariske svenske sopran huskes for. På cd'en "Bel canto" er hun gået til genrens mester-komponister, Bellini, Donizetti og Rossini - 20 arier fra seks operaer fra første halvdel af 1800-tallet.

Det er Bellinis "La sonnambula" og "Il pirata", Donizettis "Maria Padilla" og "Lucrezia Borgia" samt Rossinis "Semiramide" og "Armida".

Patrick Summers dirigerer St.Luke-orkestret, der med gennemsigtige lyse farver ombølger sopranens farverige fortolkninger. Bel canto. 71:46 Universal/Decca, 467 101-2 Bidsk og engageret Thomas Beecham Ingen komponist var tættere på Thomas Beecham (1879-1961) end Delius, hvilket er dokumenteret gennem tre fremragende cd'er i Sonys 11 cd-store Beecham-serie.

 Den undertiden meget bidske dirigent brugte ikke kun verbal energi over for sine musikere, andre dirigenter og komponister, men var stærkt engageret, når han stod på podiet.

Selv en Wagner får ikke for lidt. Allerede før udbruddet af Anden Verdenskrig dirigerede han flere gange "Ringen" på Covent Garden, og i optagelser fra 50erne demonstrerer han, at han var en af tidens store Wagner-dirigenter i orkestral musik fra fem operaer.

Beethoven rangerede til gengæld uforståeligt lavt - hans symfonier undtaget. Pastoralesymfonien, "Eroica", symfoni nr. 8 og Coriolan-ouverturen er indspillet på to cd'er, værker af den komponist, som Beecham trods alt satte højest som symfoniker.

Mozart, Haydn og Schubert havde alle tiders største britiske dirigent mere tilovers over - og Haydn kom lige efter Mozart. Igen er det symfonier samt Mozarts store "Requiem", der står som eksponent for værker, som Beecham yndede, og som han kraftfuldt og præcist bragte til udførelse med det sidste af de orkestre, som han stiftede, The Royal Philharmonic Orchestra.

 Mens Beechams begejstring for Delius næsten var grænseløs, havde han et mere problematisk forhold til Elgars musik. Han kritiserede den - og spillede den alligevel ofte.